Tvangsoverspisning

Tvangsoverspisning eller på engelsk Binge Eating Disorder, forkortet BED, kaldes også den tredje spiseforstyrrelse. De andre to er anorexi og bulimi. På trods af at tvangsoverspisning først for nylig er blevet anerkendt som en selvstændig diagnose, antager man, at det faktisk er den mest udbredte spiseforstyrrelse, og det estimeres, at 40-50.000 danskere lider af tvangsoverspisning.

Hvad er tvangsoverspisning

Tvangsoverspisning betyder, at en person er ude af stand til at kontrollere, hvor meget mad der indtages. Spiseforstyrrelsen er som en snylter, der æder sig ind på alle områder i personens liv (følelser, tanker, arbejde, venner, osv.)

Personer med BED indtager typisk store mængder mad som reaktion på en følelse (eks. bedrøvet, deprimeret, stresset). Efterfølgende opstår skam og selvbebrejdelser, som igen forstærker behovet for at overspise. Ønsket om kontrol og kompenserende adfærd kan føre til, at personen sulter sig eller begynder at dyrke ekstremt meget motion, men uden at personen opnår fuld kompensation for det overdrevne kalorieindtag. Derfor udvikler mange personer med tvangsoverspisning overvægt eller fedme i form af jo-jo-vægt.

”Spiseforstyrrelsen er min bedste ven – og værste fjende. Den giver tryghed og kontrol – samtidig ødelægger den og nedbryder mit liv”

Tvangsoverspisning og overvægt

Undersøgelser, der har sammenlignet overvægtige, der ikke lider af tvangsoverspisning, med overvægtige, der lider af tvangsoverspisning, viser, at de personer, der har fået konstateret spiseforstyrrelsen oftere udvikler angstlidelser, depression og har dårligere livskvalitet. Det er især omgivelsernes reaktioner på deres overvægt, der er afgørende for, hvilken betydning overvægt har for dem.


Fakta om spiseforstyrrelser

ANOREXI: Nervøs spisevægring viser sig ved selvfremkaldt vægttab, hvor personen har en følelse af at være tyk på trods af undervægt og med deraf følgende fare for bl.a. underernæring, muskelsvind, hormonelle forstyrrelser og psykiske følger. Personer med anorexi er typisk ekstremt tynde.

BULIMI: Personer, der lider af bulimi, er bange for at tage på og veksler ofte mellem slankekure og overspisningsperioder efterfuldt af ’udrensning’ i form af opkastning, overdreven motion eller brug af afføringsmidler. Personer med bulimi er typisk normalvægtige, hvilket gør det nemmere at skjule spiseforstyrrelsen for omgivelserne.

BED: Tvangsoverspisning er kendetegnet ved, at personen er ude af stand til at kontrollere, hvor meget mad der spises. Personer, der lider at tvangsoverspisning, er typisk overvægtige.


Vil du vide mere

Du kan finde yderlig information om spiseforstyrrelser her: